Det startede igår mens vi vandrede rundt i de gamle bygader i Lucca.
Vi tog toget afsted til Lacca i går formiddags. Himlen var overskydet og grå, men ellers lunt og mildt.
Det tager en time til Lucca her fra Prato. En rigtig god vindus-kigger tur.
Lucca er en, lidt som Prato, charmerende gamel by med en kæmpe bymur rundt om. Gaderne er smalle, og nærmest helt labyrentiske, med masser af små sjove butikker.
Midt i de forvirrede gader, fandt vi et klokke tårn man kunne kravle op i, og så kort efter befandt vi os højt oppe over Luccas snørklede gader, med en udsigt så helt fantastisk skøn.
Men det var jo overskydet og øjet rakte ikke helt så langt som det ku.
Det var tydeligt at det trak op til regn derude i horisonten.
En time eller to efter stod det ned i lår tykke stænger. Vi blev våde.
Så turen endte på Lucca station, under halvtaget, med gennemblødte kolde fødder.
Og det blev ved med at regne og regne og regne til den lyse morgen og fortsatte den lyse dag ud.
Så min plan om idag at været taget til Neto, hvor jeg arbejder, for at gå en tur op på den høje bakke og se kirken der ligger deroppe,- ja, røg helt bogstaveligt i vasken.
Istedet, mens vejret var nogen lunde i ro, tog vi ned på Pratos lille Tekstil museum.
Virkelig interressant og meget relevant.
2 timer efter da vi igen kom ud, regnede det helt ekstremt og 1-2 havde jeg igen plask våde sko (Eyd havde gummistøvler på. Mine står selvfølgelig i DK).
Jeg valgte, nu hvor jeg alligevel var blevet våd, at gå hjem under paraplyen langs den ellers så fredelige flod. Fredelig var den bestemt ikke der. Bæ-brunt gennem grumset vand, ud over alle bredder, der bare piskede afsted... Så fra solskin, fred og idyl til det rene oversvømmelses, hel døgns regnskyl.
Men nu drypper det kun og vi krydser fingre for at det er tørvejr i morgen. Dagen hvor vi tager hul på den sidste uge inden vi skal hjem igen. Den sidste uge i pratik.
Uh ikke tænke på det nu... Måske vi når at få lidt hjemve inden da.
